Desværre sker det ind imellem, at vi oplever børn i faldende trivsel. Årsagerne hertil kan være meget forskellige, og kan både skyldes forhold i skolen, i hjemmet og i barnet selv - og ofte en kombination. Det allervigtigste i sådanne situationer er et tæt, åbent og ærligt skole-hjem-samarbejde, hvor vi i fællesskab kan gå på opdagelse i barnets udfordringer og sammen blive klogere - og ultimativt få bragt barnet tilbage i trivsel.
Oplever I som forældre, at jeres barns trivsel er faldende, er det vigtigt, at I rækker ud til os omkring det. Ofte er det nemlig hjemme, udfordringerne opleves først. Tegnene kan være meget forskellige, men oftest er der tale om en ændret adfærd - f.eks. kan barnet være mere stille end det plejer, mindre selskabeligt, mere træt, mere irritabelt, mangle overskud eller være vred på søskende eller forældre uden grund. I er dem, der kender jeres barn bedst, og en ændret adfærd gennem længere tid vil oftest være noget, vi som minimum gerne vil have en dialog om.
På skolen har vi heldigvis mulighed for at kalde på hjælp. Vi har et tæt samarbejde med en del forskellige faggrupper i kommunen, og ofte vil vi anbefale, at vi drøfter barnets situation på et møde i vores tværfaglige sparringsteam (TSP). Det består af følgende personer:
- Afdelingsleder
- Relevante lærere/pædagoger
- Psykolog fra PPR
- Rådgiver fra familieafdelingen
- Sundhedsplejersken
- Børneterapeut
Vi drøfter kun barnet med jeres samtykke, og vil forud for mødet bede om jeres input til de tværfaglige drøftelser. Når vi går fra TSP-mødet har vi altid en plan for, hvordan vi kommer videre.
I kan finde forældreinfo og spørgsmål til jer i dokumentet herunder, som vi også vil sørge for, at I får hjem til udfyldelse forud for TSP-mødet.
Oplever vi bekymrende fravær, vil vi også kontakte jer. Når vi taler om bekymrende fravær, kan det både dreje sig om for meget ulovligt fravær, men også et højt sygefravær eller mange fridage kan være bekymrende. Vi vil først og fremmest indlede en dialog med jer om årsagerne til fraværet, og skyldes det f.eks. at I har svært ved at få barnet i skole, har vi mulighed for at bede om hjælp hos familieafdelingens fraværskoordinatorer, der kan hjælpe med at afdække årsager til fraværet samt hjælpe os med at få barnet mere i skole.