Mange børn oplever i løbet af deres barndom, at forældrene vælger at fortsætte deres liv hver for sig. For barnet er det en kæmpe omvæltning, og tiden omkring skilsmissen kan for nogle børn være en tid fyldt med sorg, usikkerhed, utryghed og bekymringer - og ind imellem også skyldfølelse. Barnet kan stå i en loyalitetskonflikt mellem mor og far, og kan nemt føle sig klemt.
På skolen har vi nogle få, simple anbefalinger til jer som forældre, der kan hjælpe jeres barn bedst igennem skilsmissen.
- Vær ærlige! Fortæl barnet hvad der sker og hvad barnet kan forvente kommer til at ske i fremtiden, både på den korte og den lange bane.
- Vær tydelige omkring, at det aldrig er barnets skyld, at I ikke længere skal bo sammen. Det er noget, I voksne har besluttet.
- Jeres samarbejde bliver bedst, hvis I har fokus på barnets behov frem for jeres egne behov.
- Fortæl os om tingene, så vi kan støtte jeres barn bedst muligt. Vi vil hellere høre tingene fra jer, end en halv sandhed fra et barn, der måske har misforstået noget. Så kan vi langt bedre støtte barnet.
Vi har skilsmissegrupper i skoledistriktet, hvor barnet kan mødes med andre børn i samme situation. Kontakt os gerne for mere information herom.
Har I brug for støtte til at komme gennem skilsmissen, f.eks. hvis I oplever at skilsmissen påvirker jeres barns trivsel, anbefaler vi at I tager kontakt til Familiehuset Hegely, der er Brønderslev Kommunes tilbud til familier, der har behov for støtte i en kortere eller længere periode. Her tilbydes blandt andet åben anonym rådgivning, og I kan også aftale en egentlig familiebehandling. I kan finde mere information om Familiehuset Hegely her:
Sorg
Børn er desværre ikke fritaget for at opleve sorg. Indimellem mister børn familiemedlemmer eller andre tæt på dem - det kan både komme pludseligt eller være som følge af længerevarende sygdom. Børn kan også opleve sorg/krise, hvis en forælder eller anden nærtstående f.eks. bliver ramt af en livstruende sygdom.
I alle tilfælde gælder, at vi på skolen gerne vil orienteres om det, barnet bliver ramt af, og hvordan situationen opleves i hjemmet. På den måde kan vi bedst muligt gribe og støtte barnet når det bliver svært. En voksen tæt på barnet kan ofte tilbyde et roligt nervesystem, og barnet kan få talt om ting, der måske er svære at få sagt til mor eller far, fordi de typisk også er i sorg/krise.
Derfor: Orientér os gerne om det, der sker hos jer. Det giver os de bedste forudsætninger for at hjælpe og støtte jeres barn bedst muligt i en svær tid.